Livet og aktiviteter på Broen
Broen er dit hjem
Uanset om du skal bo på Hellerupvej eller Gladsaxevej, får du dit eget værelse. Efter aftale er det muligt at du har overnattende gæster på dit værelse.
Værelset er 13-19 m2 store og du deler et stort toilet/bad med 2-3 andre unge, der også har særlige behov.
I stueetagen og kælderen er diverse fællesrum som køkken, opholdsrum, aktivitetsrum mv.
Der er en stor have med grønne planter. Her kan du nyde stilheden eller mødes med de andre om friluftsaktiviteter.
Pædagogisk personale er der hele døgnet og de støtter dig med de ting, du skal i dagligdagen. De er også gode at tale med – og lave sjove aktiviteter med.
Sammen med din kontaktpædagog finder I ud af, hvad du er rigtig god til, og hvad du skal træne for at blive endnu mere selvstændig. I laver en struktur, så du kender hver dag og kan holde styr på dine gøremål.
Fællesskaber
Når man bor sammen, er det som i en familie: Vi hjælper hinanden, hygger os og er fælles om at Broen er et dejligt at bo.
I det store køkken, bidrager alle med en opgave til fællesspisningerne. Måske har du hjulpet med at handle, måske har du meldt dig til at hjælpe med madlavningen, borddækning eller andre opgaver.
Det er ikke altid man er hjemme til spisetid. Måske pga. en fritidsaktivitet. Du tilmelder og framelder dig måltiderne ved at bruge den store IBG-skærm eller din app. Det lærer du hurtigt. Vi hjælper dig med at finde rundt i funktionerne.
Beboermøde
1-2 gange om måneden er der beboermøde. Her har du mulighed for at komme med ideer til hverdagen og aktiviteter på Broen. Samtidig kan du give din mening til kende om punkterne på dagsordenen.
Aktiviteter
På Broen holder vi af at være sammen og lave forskellige ting. Du kommer til at lære unge og personaler, fra både Hellerupvej og Gladsaxevej, godt at kende.
Hver uge tager vi i svømmehal sammen. Det er kun os, der har bassinnet, så andre vandhunde må vente til vores tid slutter.
Vi kan godt lide at være udenfor og bruge vores bålpladser og haver.
I de store TV-stuer ser vi film, sport og andre ting vi har lyst til.
Traditioner og ferier
Gode oplevelser samler vi på, på Broen. Og du bliver inviteret med i mange sociale fællesskaber. For vi kan godt lide at være aktive sammen. Det er sådan vi har det sjovt og skaber gode minder.
Vi tager på sneferie, musikfestivaller, i sommerhus og til udlandet.